4/12 2007

Nu har vi efterhånden været godt 4 mdr. i Grønland og det må være på tide jeg også får fyldt lidt herind. Vi havde forventet noget helt andet end København og det må jeg nok sige at vi fik ret i, på godt og ondt, nogle ting er værre end forventet og nogle ting er bedre. Det der nok har overrasket mig mest er, hvor meget jeg savner et ordentligt vareudbud – og til prisen man kalde betale. Det var simpelthen nydelse at være i Bilka og Elgiganten en tur da jeg var i Danmark, hvor har de dog mange ting, hvoraf jeg hverken har råd til eller brug for en brøkdel, men man havde muligheden. Til gengæld har den store butik, som vel er på halv størrelse af en Føtex et meget varieret udbud, først når man kommer ind er der til højre diverse mel- og kerneprodukter og til venstre er der alm. fiskeudstyr, ruser og hvad ved jeg og lige derefter jagtgeværer af forskellig art, lige ved siden af gardinerne og kedeldragter. Sådan kan man blive ved. De har alt muligt forskelligt og nogle gange også det man skal bruge.

Jeg vil dog skynde mig at sige at en positiv overraskelse heroppe er naturen. Det er utrolig flot, også flottere end vi havde forventet. Allerede da vi kom ud af flyveren i Kulusuk og så ud over havet og de nærliggende fjelde og indåndede en frisk skarp luft var man solgt, og det har ikke forandret sig. Næsten hver dag opdager man nye ting ved naturen og lyset, selvom det ikke bliver til helt så meget længere da dagene er ved at være ret korte. I morges da jeg gik på arbejde kl. 8 var der stadig helt mørkt, tror nok der blev lyst ved 9-tiden, og da jeg gik hjemad igen ved halv to-tiden var det allerede ved at blive mørkt og klokken halv tre var der helt mørkt. Det er noget andet end da vi kom, der var der tusmørke, når der var mørkest og det var endda en måned efter Sankt Hans. Men med mørket kommer også nordlyset og det er virkelig fantastisk. Klare grønne ”flammer” hen over himlen som bevæger sig hele tiden. Begynder som regel ude over fjorden hvor man er lidt i tvivl om der er kommet et par lette skyer på himlen og udvikler sig så i løbet af 10 min. hen over hele himlen ud mod Blomsterdalen og varer så i alt mellem 2 min. og en halv time, muligvis længere, hvor vi bare ikke har set det. En enkelt gang var der ud over det grønne også lilla i kanten, vejret var bare ikke til at stå og nyde det da der blæste en halv pelikan, der var nemlig optræk til piteraq og jeg tror der omkring det tidspunkt var 20-25 sekundmeter, meget efter min mening men ingenting i flg. Mine kolleger der har været her længere end mig. Under årets første piteraq fandt vi også ud af hvorfor det bl.a. er en god ide at lukke skodderne: De larmer helt vildt i vinden når de står åbne. Bagefter fik vi så at vide at nogle af istapperne og isklodserne der flyver rundt godt kan fortsætte gennem vinduet, hvis der ikke er skodder for, så nu bliver skodderne lukket. En god gang blæsevejr kan også få folk til at blive inde, de par gange der rigtigt har blæst op er vist de eneste gang der har været tomt ude foran. Normalt er der døgnet rundt biler og folk (dog færre om natten) og her nu der er sne også snescootere og specielt de sidste larmer.

Det er nu 2½ mdr. siden vi så det første sne hernede, der har hele tiden været noget på toppene omkring os, og de sidste 1½ mdr. har der konstant været sne over det hele, og med hyppige snefald. Indimellem er der også lidt tøvejr så der smelter lidt og det synker sammen, men der ligger vel en god halv meter hvor der ikke er gjort noget ved sneen. Snerydningen på vejene er effektiv, de begynder tidligt om morgenen når det er nødvendigt og der er sjældent problemer med at skubbe klapvognen op til Nanuaraq (børnehave og vuggestue) om morgenen, altså udover hvad et par stejle bakker sørger for. Den effektive snerydning sørger for nogle volde omkring vejene så der skal skovles en masse sne. Vi kom nu først rigtigt i gang med det da Valentin ikke selv kunne kravle over ude fra vejen og ind til huset, og nu der er en sti igennem har han konstateret at det er højere end ham selv. Resten af vejen op mod huset går det jævnt opad og de to nederste trappetrin har vi ikke set den sidste måneds tid, godt der er tre endnu.

Arbejdet er på en gang som det plejer om alligevel helt anderledes. Stoffet der burde indlæres er nogenlunde som man kender det, og nogle af bøgerne endda de samme, men der er helt andre betingelser. Nogle af eleverne forstår stort set ikke et ord dansk og kan endnu mindre tale det og de fleste andre kan det kun begrænset så man skal bruge et meget lille ordforråd. Det kan give nogle problemer både fagligt, men også socialt, hvor man ikke kan forklare, hvad man er utilfreds med. Noget man vender sig til forbavsende hurtigt er ikke at forstå et klap af hvad børnene siger når de taler sammen og det er vist godt nok ind imellem. Alle mine direkte kolleger kan jeg heldigvis tale med idet alle på ældstetrinnet kan dansk i et vist omfang, men blandt lærerne der har de yngre børn er der en del jeg ikke kan tale med. Hvis man i Danmark tror et lærermøde kan vare evigheder så skal man bare opleve det heroppe, hvor alt er på to sprog, og grønlandsk kan ikke udtrykkes kort, så der bliver kun sagt knap det halve på den samme tid, og man skal også lige lære at tale i korte sætninger, når det man siger skal tolkes. Alt sammen en masse anderledes end jeg har prøvet før, så det er lidt af en udfordring, men meget spændende at prøve og jeg er glad for at prøve det. Det giver helt sikkert en viden og nogle færdigheden der kan bruges fremover, ikke kun her, men også når vi kommer hjem til Danmark igen.

Nu er vi ved at se fremad mod julen, hvor vi godt nok satser på hvid jul. Som nævnt er der allerede en del sne og det skal sne de næste dage igen, hvis ellers vejrudsigten holder – for to dage siden lovede de klart vejr de næste fem dage og ned til 20-30 graders frost, dog kun -20 om dagen, og nu er det som sagt sne og 5-10 graders frost. Vi blev færdige med julegaverne allerede for lang tid siden og med alt bageriet og konfekten for et par uger siden. Det eneste vi så manglede til her i weekenden var at få lavet adventskrans og hængt julepynt, så det gjorde vi lørdag aften og det sidste søndag morgen da Valentin og Esben ikke kunne vækkes af nogle søm i væggene. Søndag var der tænding af byens juletræ, som står på pladsen lige uden for os. Vi har også selv købt juletræ. Da vi var på vej ned at handle fredag så vi at alle slæbte af sted med træer og der var heller ikke så mange tilbage da vi kom ned i butikken, så vi skyndte os at købe et, vi skal ikke risikere at mangle et juleaften, for så bliver Valentin skuffet. Det han ser mest frem til er at vi skal have et juletræ med pynt og lys på, han er efterhånden med på at der også må komme elektriske lys på, men helst skulle det kun være levende lys. At der skal gaver under er han helt med på, men det er ikke så vigtigt for ham, bare det er pyntet og der er lys på… Julekort er bestilt og nu venter vi bare spændt på at de også dukker op, så vi kan få dem skrevet og sendt inden sidste frist, og ellers så bliver det bare nytårs- eller fastelavnskort vi får sendt.

Det var vist alt for nu. God jul og godt nytår.



Tilbage